fredag den 17. december 2010

I Do Not Care For The Winter Sun



Der er pludselig poppet en ny Beach House-sang frem i vintermørket! Man kan hente den på deres hjemmeside (www.beachhousebaltimore.com/winterbeachhouse), og det er da skønt. Jeg har nemlig for længst lyttet så meget til Teen Dream, at kombien Legrand/Scally er blevet til det rene indie-muzak i mine ører. Som en hyggelig tur i Indie Irma. Men den her, den er frisk og ny, og så hedder den "I Do Not Care For The Winter Sun" og passer lige til min sneklædte udsigt.

Glædelig jul!

torsdag den 16. december 2010

Mere sne


118, originally uploaded by Kema Keur.

Foto: Kema Keur. Kamera: Smena Symbol fra LOMO-fabrikken i det gamle Leningrad. Et old school plastikkamera kendt for sin linse, der kan få selv det mest hi-tec-agtige motiv til at ligne noget fra DDR i halvfjerdserne. Jeg har et. Nu skal jeg bare få det til at du.

tirsdag den 26. oktober 2010

Modern Man


Arcade Fire: Modern Man (The Suburbs, 2010)

Der er noget ved den sang, der giver mig en sær lyst til at være en mand. En rigtig nymodens og splittet én af slagsen vel at mærke -med midtvejskrise og hele moletjavsen. En rigtig forkælet og forvænt og følelsesforstyrret en, der vil ALT på én gang...

In my dream I was almost there / Then you pulled me aside and said you're going nowhere / They say we are the chosen few / But we're wasted / And that's why we're still waiting / On a number from the modern man / Maybe when you're older you will understand / Why you don't feel right / Why you can't sleep at night now

... og dog. Jeg tror, jeg bliver her lidt endnu. PS:

Nikolaj Arcel: Sandheden om mænd (Zentropa, 2010)

lørdag den 16. oktober 2010

A Swedish Love Story


Owen Pallett: A Man With No Ankles (Swedish Love Story EP, 2010) + Lewis Takes Off His Shirt (Heartland, 2010).

Jeg fik lige et musiktip fra en ven på Facebook flankeret af dette link og ordene "Jeg ved ikke om det er et skud i blinde, men er du ikke sådan en, der kan gå fuldstændig amok over en udgivelse som denne?". Hertil svarede jeg straks, "Jeg kender ikke denne Owen Pallett (har jeg sovet i timen?), men umiddelbart kan ord som 'swedish', 'love' og 'Owen' (hidtil mest som i Mark Owen) jo i sig selv få mig til at gå crazy. Lad mig lige researche...". Og så googlede jeg. Og så blev jeg pludselig i et meget fint humør.

Det bedste ved denne Owen indtil videre er 1. At han alligevel viste sig ikke at have ret meget at gøre med britiske boybands (selvom jeg indrømmer, at jeg stadig elsker TT), 2. Ovenstående to numre, 3. at han har et billede af Carl von Linné på sin nye EP.

[jeg nørdede Linné en lille smule, da jeg var i Uppsala i juni. Manden gik rundt i byen med en samisk bæltetaske, han havde fået foræret på en af sine mange rejser rundt i Sverige, og han spiste fire kilo skovjordbær om dagen, fordi han mente, det gjorde ham godt. Og så havde han en pæn have.]

Det er en god lørdag.

Det her var Linnés yndlingsblomst.

mandag den 11. oktober 2010


Av en eller annen grunn har jeg hengt meg opp i dette med lister. Lister er en god ting. Jeg kommer til å lage mange av dem i tiden som kommer. Jeg lager en nå også.

søndag den 3. oktober 2010

I dreamed I was surfing on the internet in my Maidenform bra


Jeg indrømmer, at jeg ser virkelig mange tv-serier. ikke i TV, men på nettet. jeg streamer livet løs. uden skam i livet. Det var sådan, det lykkedes mig at indhente fire sæsoner af Mad Men på bare tre måneder simultant med en hverdag, hvor jeg egentlig havde mere end nok at gøre i forvejen.
Flere af de produkter, Draper og co.'s reklamebureau laver kampagner for i serien, er virkelige produkter: Mountain Dew, Heineken, Cadillac - og undertøjsmærket Maidenform, hvis gamle reklamer fra det virkelige liv ligner et sandt produkt af et ægte Don Draper/Peggy Olsson-teamwork: travl husmor + en Maidenform bra = almagt og uanede muligheder for nye eventyr langt fra kødgryderne.

Åhh hvis blot jeg ejede en Maidenform bra, så ville jeg måske have endnu mere tid... til at streame serier på nettet.

[Der er mange flere billeder her]






søndag den 12. september 2010

Lydspor

Tænk engang, hvis ens barndom havde et soundtrack. Et rigtigt soundtrack. Et lydspor helt ud over det sædvanlige bagtæppemix af gamle cd'er og kassettebånd, der altid akkompagnerer ens minder fra den tid. Tænk engang, hvis man havde. Hvordan ville det mon lyde?

Og tænk engang, hvis nogen lavede en film eller en musikvideo til. Hvordan ville den se ud, og hvem ville spille hovedrollen?

Med Arcade Fires nye forstadshyldest på The Suburbs er ingen tilværelse vist for kedelig eller triviel til en filmatisering, og nu har instruktøren Chris Milk skabt en interaktiv musikvideo til sangen We Used To Wait, hvor man selv bliver til stjernen og ens barndomshjem til scenen.

Til sidst i videoen bliver man opfordret til at skrive et virtuelt postkort til sit eget yngre jeg, og hvis man er heldig, kommer det måske med i bandets tourvisuals. Det er en fin idé, for hvad ville man egentlig spørge sit eget 12-årige jeg om, hvis man pludselig fik chancen?

Arcade Fire er ikke min barndoms lydspor. Det ville nok nærmere være et mix med ABBA og Aqua, Alanis og Alberte. Men Arcade Fire er en stærk kandidat til mine tyveres lydspor, så det virker alligevel, og det er endda rigtig fint lavet.

Chris Milk: The Wilderness Downtown feat. We Used To Wait: http://thewildernessdowntown.com/

(Der popper en del vinduer op under afspilningen, og dem skal man endelig ikke flytte rundt på, men bare lade sidde, hvor de er, ellers bliver det hurtigt lidt rodet).

søndag den 22. august 2010

Female headbanging

Festivalsommeren er vist så småt ved at gå på hæld; det slog mig lige før, da jeg for syvende gang på en uge hang strømper til tørre efter endnu et uheldigt forsøg på at cykle mellem bygerne, som man siger (det lykkes aldrig rigtig helt, vel). Jeg stod så dér igen og hang til tørre (denne gang lettere mekanisk, lidt træt af det hele) og tænkte på sommerens koncerter med græs, dans og svedige pander, gulddamer og paraplydrinks i udhulede vandmeloner, og så kom jeg i tanke om en ting, jeg havde tænkt meget over, eller i hvert fald tænkt bare lidt over - en ting, jeg har opdaget:

Jeg har vist opdaget intet mindre end det nyeste nye inden for kvindelig hipness (ja én gang skal jo være den første). Glem alt om soyalatte, powerpilates eller ridebukseinspirerede leggings; glem alt om fixicykler eller en lørdag aften på Bakken i Kødbyen med Trente bag pulten. Næ, jeg gi'r jer: female headbanging!

Efter en række empiriske observationer ved diverse festivalkoncerter i det danske sommerland tør jeg her fra mit ly for regnen forsigtigt konkludere, at enhver sangerinde med respekt for sig selv og et vis scenetække gør brug af denne disciplin, der har givet mangen en heavyrocker hold i nakken i tidens løb. Og nu er kvinderne i ligestillingens navn altså ved at følge trop, omend i en lidt mere sexy og lidt mindre heavy version. Smukke Cæcilie Trier fra Chimes & Bells svinger indiespringvandet, så det roterer rytmisk i takt til musikken. Beach House's mystisklækre Victoria Legrand svinger hele manken, og det samme gør vores egen Fallulah. Selv lille Robyn, som i denne disciplin jo er en smule hæmmet af sin platinblonde korthårsfrisure, svinger de lokker, hun nu engang har at gøre godt med. Måske jeg burde tippe Copenhipster, der er i hvert fald noget i gære. Se selv:

03.35:

01.10:

02.23:

DIY:
Hvad er headbanging?: wikipedia.org/wiki/headbanging
Hvordan gør jeg?: wikihow.com/headbang

onsdag den 11. august 2010

Body Talk pt. 2


Robyns nye album er åbenbart allerede lækket på internettet, så takket være denne gavmilde og hjælpsomme blogger, en vis Jon Ali, er der slet ingen grund til at gå hvileløst rundt med uro i stængerne og spekulere på, hvordan anden del i hendes Body Talk-trilogi mon lyder. Det kan nemlig streames lige her, mens man fordriver ventetiden, inden det udkommer for real. Tak, Jon Ali!

søndag den 1. august 2010

Åh Jens


Den svenske crooner er tilbage! Og jeg vil egentlig virkelig gerne have fat i en billet til hans koncert på Vega næste mandag, som pludselig blev udsolgt, før jeg overhovedet fik set mig om... Indtil videre trøster jeg mig med, at man kan downloade hans fine nye nummer om håbløs kærlighed her ➙ secretlycanadian.com.


"It’s a song of hope. When love turns it’s back on you it’s nice to know there’s a world out there that doesn’t give a shit about your problems. That forces you to keep your head held high and move on. A world that is fragile and beautiful. Maybe it can sound cold to some of you, but let me make it clear that I believe in love, I just get so wrapped up in it sometimes that I need to put it into proportion. It’s something you have to do a lot when you’re Jens Lekman." [secretlycanadian.com]

fredag den 23. juli 2010

Oh ungdom!


Studentvisbok. Studentens glada lif - eller den politiserande, philosopherande, majfirande, serenadgifvande, sexande, laborerande och poculerande ungdomen - skildrad i sånger af svenska, norska, danska, latinska, franska och tyska författare.

Svensk visebog fra 1850 set i montre på Lunds Universitetsmuseum.

- Nu må man jo ikke dømme en bog på dens omslag, men den der titel, dén skulle altså ikke gå to gange forbi min gadedør.


onsdag den 14. juli 2010

Cia Rinne: Notes for soloists







Finlandssvenske, tyskopfostrede, multisprogede Cia Rinne vandt i går Danmarks smalleste litteraturpris 'Bukdahls Bet' for sin såkaldt miniaturekonkretistiske, translingvistiske og absolut smalle digtsamling Notes for soloists (OEI Editör 2009). Litteratur & Likør var på pletten og drak gratis specialøl på Bukdahls (eller forhåbentlig Weekendavisens) regning ved prisoverrækkelsen på Café Svejk i Smalle(!)gade, og nu glæder jeg mig til at få fingre i et eksemplar. Måske vi skulle læse den i studiekredsen til efteråret?

Man kan købe Notes for soloists online på Audiatur Bokhandel, og man kan læse et par anmeldelser her (Aftonbladet) og her (Helsingborgs Dagblad).

fredag den 25. juni 2010

The Birthday Party










Vee Speers: The Birthday Party

Efter næsten tre uger i Uppsala med ikke mindre end fire hele dages afstikkere til Stockholm kom jeg langt om længe på Fotografiska!
- det nyåbnede fotomuseum i et gammelt toldhus på Södermalm - og jeg blev bestemt ikke skuffet.
Fotografiska bød blandt andet på Annie Leibovitz' storstilede vandring gennem 90'ernes kendisverden (A Photographer’s Life 1990-2005), starring Kate & Johnny, gravide Demi Moore og en henslængt Brad Pitt med mange flere - men deres glamour og stjernestøv prellede fuldstændig af på mig ved siden af Vee Speers' helt enkle børneportrætter, som jeg aldrig havde hørt om, før jeg trådte ind i det nye fototempel på Stadsgårdshamnen i eftermiddag.

Børnene på Speers' portrætter er klædt ud, som om de var til en slags imaginær fødselsdagsfest; ikke som Batman eller Barbie, men som en slags små minivoksne, der ligner en samling virkelig vellykkede udslag af et par uskyldige ture i familiens udklædningskasse og alligevel på samme tid giver et foruroligende forvarsel om, at deres barndom ikke varer evigt...
Det er store ord!, bevares, men de er skam helt på sin plads her. Åjåjåj, det var jätte fint!


*Hør Vee Speers fortælle om sine billeder på YouTube her.
*Fotografiska kan klart anbefales!

onsdag den 23. juni 2010

Svenske kollegietraditioner


Sådan her lyder det hver aften i studentområdet Flogsta i Uppsala, hvor jeg bor på kollegieværelse en lille måneds tid, mens jeg studerer svensk sprog ved Nordens ældste universitet i Uppsala med Nordkurs. Fænomenet kaldes Flogsta-skriket eller Flogsta-vrålet blandt de lokale og er efter sigende en gammel tradition: Først er der én, der stikker hovedet ud af vinduet og råber - så meget han kan - så én til, og én til. Pludselig hænger alle med hovederne ud af vinduerne og råber som gale. Det står på i et kvarters tid, og så dør det langsomt ud. Et rygte siger, at det startede som en stress-forløser i eksamensperioder. Et andet rygte siger, at man gør det til minde om en studerende, der begik selvmord ved at springe ud af et vindue her i 70'erne.

Uanset hvad, så er det virkelig jätte konstigt, som man siger på godt svensk.

torsdag den 27. maj 2010

Ta' med Arcade Fire til forstæderne



A. The Suburbs




AA. Month of May
...og lyt til deres to nye singler her!
[klik på en af de to sange for at highlighte og tryk derefter play]. Albummet 'The Suburbs' udkommer 2. august.

søndag den 23. maj 2010

Litteratur & Likør blogger


Hold på hat og briller, for mit hjertensbarn
Litteratur & Likør har nemlig fået en blog! Yes, du hørte rigtigt. Man kan allerede få sig et saftigt gensyn med James Joyces breve til sin elskede Nora og som en lille bonus et skønt billede af to rigtig fine venner... Hold øje med den og bered dig på masser af lummerlitterære links, unødvendig bogtrivia, højstemte oder, sidste nyt fra bøgernes verden... og selvfølgelig opslag om kommende studiekredse i fremtiden.


- og man kan selvfølgelig stadig finde Litteratur & Likør på Facebook her.

torsdag den 20. maj 2010

æ åwerstrud - æ onerstrud


Trine Søndergaard: Strude (Fanø, 2007-2009).


Strude, strud æn (Fanø), sort klædesmaske, som består af to stykker, æ åwerstrud, der dækker panden til øjnene og æ onerstrud, som dækker underansigtet; den bæres af kvinder for at beskærme huden mod solens brand og den skarpe vind. (H.F. Feilberg: Bidrag til en ordbog over jyske almuesmål. Kbh., 1904-08, bind 3, s. 608-609).


: Trine Søndergaard om sine billeder her.
: Video fra bal i Sønderho forsamlingshus engang i 1970'erne her.

Uh oh!



onsdag den 12. maj 2010

"I sweat way too much for someone who's playing electronic instruments"


Mary Pearson + Robert Barber = High Places

Hvis jeg boede i en lilla cirkusvogn et sted i Californien på en grøn plet lige mellem en solbeskinnet strand og en mørk skov, og hvis det eneste jeg tilbragte mine dage med var at tilberede mad over bål og gå lange ture, ville mit livs soundtrack være lyden af High Places...

...men det gør jeg jo ikke. Jeg bor i en lejlighed med hvide vægge, og i skrivende stund sidder jeg på et universitetsbibliotek i Det Store Kolde Nord og skriver bacheloropgave, mens det regner udenfor.

Måske lige netop derfor har jeg været så verliebt, lige siden jeg for nogle år siden ved et tilfælde havnede på High Places' Myspace og med det samme forelskede mig hovedkuls i Head Spins, Sandy Feat., Hello Hello og Cosmonaut - de få numre, der dengang lå derinde og efter et enkelt lyt smeltede mit storbykolde ungpigehjerte, der helt ubevidst åbenbart længtes efter en lilla cirkusvogn i Californien.

Da de spillede på Loppen i april sidste år, svedte Robert Barber så meget, at dråberne nærmest truede med at give mixerpulten vandskade (se den nederste video for bevis!). Mary Pearson var så pæn så pæn og så sej, lidt på samme måde som de dér piger i folkeskolen var det, dem der altid hang ud med drengene.

Nu spiller de i Danmark igen i morgen, så bacheloropgaven og avantgardeteorierne må lige passe sig selv for en enkelt aften, mens jeg snupper et break fra KUA-nætterne og tager ind og danser. Jeg håber virkelig, det bli'r godt.

Barber: "I sweat like waaay too much for someone who's playing electronic instruments"