Viser opslag med etiketten Litteratur og Likør. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Litteratur og Likør. Vis alle opslag

onsdag den 14. juli 2010

Cia Rinne: Notes for soloists







Finlandssvenske, tyskopfostrede, multisprogede Cia Rinne vandt i går Danmarks smalleste litteraturpris 'Bukdahls Bet' for sin såkaldt miniaturekonkretistiske, translingvistiske og absolut smalle digtsamling Notes for soloists (OEI Editör 2009). Litteratur & Likør var på pletten og drak gratis specialøl på Bukdahls (eller forhåbentlig Weekendavisens) regning ved prisoverrækkelsen på Café Svejk i Smalle(!)gade, og nu glæder jeg mig til at få fingre i et eksemplar. Måske vi skulle læse den i studiekredsen til efteråret?

Man kan købe Notes for soloists online på Audiatur Bokhandel, og man kan læse et par anmeldelser her (Aftonbladet) og her (Helsingborgs Dagblad).

søndag den 23. maj 2010

Litteratur & Likør blogger


Hold på hat og briller, for mit hjertensbarn
Litteratur & Likør har nemlig fået en blog! Yes, du hørte rigtigt. Man kan allerede få sig et saftigt gensyn med James Joyces breve til sin elskede Nora og som en lille bonus et skønt billede af to rigtig fine venner... Hold øje med den og bered dig på masser af lummerlitterære links, unødvendig bogtrivia, højstemte oder, sidste nyt fra bøgernes verden... og selvfølgelig opslag om kommende studiekredse i fremtiden.


- og man kan selvfølgelig stadig finde Litteratur & Likør på Facebook her.

mandag den 16. november 2009

Litteratur & Likør



På torsdag den 19. november kl. 17.00 går anden udgave af Litteratur & Likør i luften. Denne gang får vi besøg af ingen ringere end Weekendavisens Lars Bukdahl, som vil holde et indledende oplæg om Jan Sonnergaards nye roman, den bistert nuklearnedtællende bog med den virkelig lange titel 'Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom'. Herefter vil ballet være åbnet for en uformel diskussion om bogen på tværs af langbordet.

For at holde stemningen i den rette firserånd vil vi i dagens anledning servere ægte atomgrønne PISANG AMBON-sjusser til alle! Og hvis vi er heldige, har Jesper Lorenzen bagt sine natsorte cookies igen.

Det hele foregår i Nordisk Kaffebar på Nye KUA, bygning 22. Emil Holms Kanal, Amager. Kom!

Se facebook-event HER