Når akademikere leger kunstnere

I dag er der fernisering for Forårsudstillingen 2011 i Studenternes Galleri, og jeg skulle hilse og sige, at alle er velkomne til kunst, tale og fyraftensvin! Jeg har selv tre styks fotografier hængende på den ultrahvide væg, og jeg er ganske spændt på at se, hvad der ellers gemmer sig bag bogreolerne. For hvad sker der egentlig, når nørdede akademikeraspiranter laver kunst? Og kan de overhovedet finde ud af det? Kig forbi og bedøm selv:

Facebook-event: Husker du? Fernisering og efterfest

Læs mere: Kunstnerisk åndehul på KUA | Universitetsavisen

DIY

Den gamle postmestervilla

En dag sidste forår sneg min veninde Stine og jeg os ind i en forladt villa på Amager fælledvej 40. Vi skulle bare på tanken efter kaffe i en pause fra vores eksamenslæsning på KUA, men der var ligesom noget ved det tomme hus, der lokkede, så vi listede om i baghaven og fandt en åben altandør. Gulvet var dækket af skrald og gammelt tøj, og små sorte bunker lort og gammelt toiletpapir lå sirligt placeret pletvist overalt på gulvet, så vi måtte zigzagge os frem og tilbage mellem stuerne. Virkelig mystisk.

Senere fandt vi ud af, at huset er en gammel postmestervilla, der har været brugt som atelier og udstillingsrum for kunstnere - og at hjemløse romaer siden har plejet at overnatte derinde. Mon det er dem, der har skrevet 'Hotel' på døren?

Læs mere her:

www.kopenhagen.dk og www.nyhederne-dyn.tv2.dk

The Birthday Party

Vee Speers: The Birthday Party

Efter næsten tre uger i Uppsala med ikke mindre end fire hele dages afstikkere til Stockholm kom jeg langt om længe på Fotografiska!

- det nyåbnede fotomuseum i et gammelt toldhus på Södermalm - og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Fotografiska bød blandt andet på Annie Leibovitz' storstilede vandring gennem 90'ernes kendisverden (A Photographer’s Life 1990-2005), starring Kate & Johnny, gravide Demi Moore og en henslængt Brad Pitt med mange flere - men deres glamour og stjernestøv prellede fuldstændig af på mig ved siden af Vee Speers' helt enkle børneportrætter, som jeg aldrig havde hørt om, før jeg trådte ind i det nye fototempel på Stadsgårdshamnen i eftermiddag.

Børnene på Speers' portrætter er klædt ud, som om de var til en slags imaginær fødselsdagsfest; ikke som Batman eller Barbie, men som en slags små minivoksne, der ligner en samling virkelig vellykkede udslag af et par uskyldige ture i familiens udklædningskasse og alligevel på samme tid giver et foruroligende forvarsel om, at deres barndom ikke varer evigt...

Det er store ord!, bevares, men de er skam helt på sin plads her. Åjåjåj, det var jätte fint!

*Hør Vee Speers fortælle om sine billeder på YouTube her.

*Fotografiska kan klart anbefales!

Different Days in the Woods

Marika Seidler: Different Days in the Woods II

Orange airplanes

Hvis jeg var i London mellem den 8. og den 25. marts, ville jeg nok købe mig fattig i Starbucks-kaffe to go, ferskensnaps og alt for dyre genbrugsklæder(ååh, hvilken lykke!)... men jeg ville også gå ind og se den her udstilling, hvor Carl Lund udstiller sine små orange flyvere på nedstyrtningskurs.

Ta' forresten lige engang og kig på hans blog, han laver de fineste ting - for eksempel den her, hende her, ham her, de her eller...

Morgenrøde og englevinger

Hey! Et nyt virtuelt litteratur- og kunsttidsskrift har fundet vej til vores allesammens world wide web. Tidsskriftet hedder Morgenrøde med en hilsen til Arthur Rimbauds digt af samme navn, og det bliver redigeret af et lille hold unge forfattere og kunstnere. Det ser ganske lovende ud! Første nummer (#0) indeholder et fint mix af bl.a. lyrik, fotografi, videokunst, artikler og anmeldelser. Det er en smule langsommeligt at bladre fra side til side via 'pileknapperne', men det betaler sig at væbne sig med tålmodighed. Især Tor Jonssons værk, der inkluderer video, beviser, at online-tidsskriftet pludselig har en klar fordel i forhold til sine oldschool slægtninge af blæk og papir. Klik ind og kig på Morgenrøde.dk!

Idé til vinteraktivitet: englevinger

In print from T. Jonsson on Vimeo.

Forstadsliv

Nicolai Howalt (f.1970): '3x1' (Gyldendal, 2001)

En families hverdag i et socialt boligbyggeri uden for århus.

Kvinden hedder Dorte, hun er 39 år og kører taxa om natten. Manden hedder Villy, han er 43 år og arbejder som pedelmedhjælper på et plejehjem. De bor sammen med deres datter, Helene, på 13 år i en treværelses lejlighed på 2. sal i Århus Vest. De har alle tre boet i Århus hele deres liv. Parret flyttede sammen og blev gift i 1991, hvor Dorte og Helene også fik Villys efternavn, Henriksen. I 1992 blev Dorte og Villy skilt, men fortsatte med at bo sammen som kærester.

(fra bogens forord)

www.nicolaihowalt.com

- Det øverste billede var i øvrigt på coveret af Crunchy Frog-bandet Thaus album 'All it takes is everything' fra 2001.

How to hunt

Nicolai Howalt: 'How to hunt'

www.nicolaihowalt.com

Nan Goldin. Privatlivet som kunstværk

Heart-shaped bruise, NYC, 1980.

French Chris on the Convertible, NYC, 1979.

Det er lidt som at stjæle sig til et smugkig i et fremmed menneskes personlige dagbog, når man kigger på Nan Goldins billeder. Med snapshottets direkte æstetik som mantra dokumenterede hun sit og sine venners (privat-)liv i New York fra de sene 70'ere til de tidlige 90'ere. Drags, drugs og sex - men også bagsiden af medaljen: parforholdsvold, aids-ramte venner og dødsfald. Det er smukt på en rå, urovækkende og samtidig kulørt, firseragtig måde: som når en stor, frizzy paryk, ti lag grøn øjenskygge og en pallietsweater forsøger at dække glamourøst over et blåt øje...

Godt man lever sådan et actionforladt studenterliv!

Nan Goldin fik en Hasselblad Award i 2007.

'jeg-spiser-spaghetti-direkte-fra-gryden-and-I-don't-care'

Aino Kannisto (*1973, Finland):

Untitled (Green Room), 2004, og Untitled (White Apron), 1999.

Brygger kaffe og hiver Aino Kannistos Staged Photographs op af flyttekassen!

Hendes selvportrætter ligner stillbilleder fra film på en god Roy Andersson møder Cindy Shermans Film Stills-agtig måde. Men Ligesom Cindy Shermans er Aino Kannistos billeder ikke selvportrætter i traditionel forstand (åhhh, se hvordan mit indre blotter sig uden filter for dig, wow!). De er mere en række fiktive portrætter, hvor hun selv spiller en rolle, der afbilder en ny kvindelig identitet i en ny situation fra billede til billede: lige fra 'jeg-svømmer-en-idyllisk-men-lidt-uhyggelig-tur-i-en-finsk-elv' til 'jeg-spiser-spaghetti-direkte-fra-gryden-and-I-don't-care'. Og uden at det bliver politisk femi-agtigt på den åbenlyse femi-irriterende måde. Smukt smukt.

Lomo + Balloons

..., originally uploaded by [noone].

Flickr-favorit. Lomo og luftballoner.

Fever

U R A FEVER, originally uploaded by Servilleta. Dagens Flickr-favorit.

Zen på film

Nam June Paik: Zen for film (1962-1964).

Looking for love (1982-1985)

Da jeg vågnede i morges, kom jeg pludselig i tanke om en udstilling, jeg engang var inde og se nede under den store sorte, skinnende klods, de kalder Diamanten. Om det skyldes gårsdagens til-randen-fyldte hvidvinsglas i festligt lag, ved jeg ikke.
Måske.
Af én eller anden grund kom jeg i hvert fald til at tænke på den udstilling, der viste den britiske fotograf Tom Woods billeder fra den allerførste "disco pub" i Nordengland, Chelsea Reach Nightclub.
Se lige her, man kunne ha' været én af dem - eller mere sandsynligt, et produkt af deres 80'er-loving!:

"Tom Wood: Looking for love" (1982-1985)

...In the dark of the dance floor, women glitter, showing off their latest fashions: luxurious hair stylishly tussled, 'dangly' earrings, 'plassie' jewelry, and cosmetics suggesting sexual excitement.

Dressed in regular jeans and shirts, men eye up the girls and fuel on beer to find the courage to engage in the courtship rituals of disco dancing. Appearing at the evenings' onset almost like members of different species, the two sexes just discover themselves, the boys out for a 'good time', the girls for love and 'meaningful relationships', perhaps.

- fra http://www.absolutearts.com/artsnews/2002/11/08/30462.html

Mange af Woods gadefotografier fra 70-80'ernes Nordengland, især Liverpool, er også lige i øjet.


Issue Magazine om Tom Wood