torsdag den 8. marts 2012

Søstermodernisme

- og en ny digital kvindelitteraturhistorie.

Edith Södergran med kat


Det er kvindernes internationale kampdag i dag, det er den 8. marts, og jeg burde egentlig gøre noget. Vifte lidt med en fane eller træde ind i en bestyrelse. Bore et hul i en væg eller trække i et par bukser. Men nu har jeg jo taget den kjole på (dén der glimter), og jeg har lige lavet kaffe (nes), og jeg sidder ærlig talt lige så godt (udsigt: kolonihavevintergækker i potte, hjemmestrikkede sokker in the making og et tomt word-dokument med en snigende mandagsdeadline). Med Medinas ord: Jeg har det godt. Så jeg tror nu, jeg lader faner være faner og boremaskiner være boremaskiner. Jeg tror, jeg vil nøjes med at gøre de ting, jeg ellers ville have gjort på en torsdag eftermiddag. De ting, der gør mig glad, ja, de ting, der gør mig til en stærk og selvbevidst kvinde (ha! som i det her afsnit af Friends, hvor Chandler får queeret sit rygestop med et selvhjælpsbånd). Meget kliché, men meget rigtigt.

Ude på Amager er IKK festivalen allerede i fuld gang, og der vil jeg tage ud, når jeg engang får løsrevet mig fra skærmen; det kan vist godt tage sin tid, for Kvinfos nye digitale udgave af Nordisk Kvindelitteraturhistorie, som lige er blevet lanceret i dag, har vist sig at være noget af en tricktyv, når det kommer til tid. Man kan blandt andet læse om dengang romanlæsning ansås for skadeligt for kvinder, fordi det gav dem et fjernt og drømmende blik i øjnene og fik dem til at forsømme de huslige pligter - tak skæbne! Man kan læse om Edith Södergran, og ved du hvad, jeg elsker Edith Södergran, så det har jeg gjort. Og hold fast, for her til slut kommer den tuberkuløse frøkens digt om den moderne jomfru:

Vierge moderne
Jag är ingen kvinna. Jag är ett neutrum.
Jag är ett barn, en page och ett djärvt beslut, 
jag är en skrattande strimma av en scharlakanssol... Jag är ett nät för alla glupska fiskar, jag är en skål för alla kvinnors ära, jag är ett steg mot slumpen och fördärvet, jag är ett språng i friheten och självet... Jag är blodets viskning i mannens öra, jag är en själens frossa, köttets längtan och förvägran, jag är en ingångsskylt till nya paradis. Jag är en flamma, sökande och käck, jag är ett vatten, djupt men dristigt upp till knäna, jag är eld och vatten i ärligt sammanhang på fria villkor...
Edith Södergran i Dikter, 1916.

(om Edith Södergran på nordicwomensliterature.net her).

Det var det. Glædelig 8. marts, folkens!

søndag den 4. marts 2012

Reception #69 er forresten online

... det er det om mænd.
Læs om dengang Mette Moestrup gik på provinsdisko udklædt som teenagefyren Kim og om Lars Frosts anstrengte forhold til myldretiden. Læs om Hamsuns og Laxness' stærke urmænd og om bløde mænd hos Strindberg. Om det afmaskuliniserede lyriske jeg hos Sigbjørn Obstfelder, og om hvorfor Valerie Solanas SCUM manifest overhovedet ikke er sjovt. Og om meget mere.

På side 110-112 siger jeg en ting eller to om Dy Plambecks fine roman Gudfar, som udkom sidste forår.

Der er ikke så lidt at komme efter.

Læs Reception #69 online her.

mandag den 27. februar 2012

onsdag den 22. februar 2012

Reception #70: Øer



Reception - tidsskrift for nordisk litteratur har vi startet jagten på artikler til vores næste nummer.
Reception #70 skal handle om øer. Hvordan deres isolation har været benyttet og stadig benyttes som litterært virkemiddel, og hvilken rolle de spiller i danske og nordiske forfatteres selvforståelse. Både dem, der føler sig som danske Robinson Crusoer og dem, der ser deres egen ø som udgangspunkt for verdenserobringer.

Send os en præsentation af din artikelidé på redaktion@tidsskriftetreception.dk senest den 20. marts 2012.

Reception #70 udkommer primo oktober 2012.

Husk, at du kan læse vores sidste nummer om 'Hankøn' online på vores hjemmeside.
Og nu: skriv løs!

fredag den 3. februar 2012

Eksempel på kærlighed


(via alle mulige ting, sindssyge ting)

mandag den 30. januar 2012

Pinky blue skies away




Altered Images: Pinky Blue, 1982.

what to do? what to do? / where are you? / you know it's almost late / where are you? where are you? / where are you? where are you? / come to tea, come to tea / you and me, you and me, come to tea / pinky blue skies away / pinky blue skies today*

*Anbefaling på en mandag: turbostøvsugning til yndlingstyggegumminewwavepop med lækkert ligegyldige tekster.


Prøv selv: I Could Be Happy / See Those EyesInsectsHappy Birthday

søndag den 29. januar 2012

En by der er blød som en krop

Niels Hemmingsens GadeBrobergsgade
[tak til Inger Christensen for titelinspiration]

tirsdag den 17. januar 2012





Une femme est une femme Jean-Luc Godard, 1961.

mandag den 16. januar 2012

Snapshots fra fastlandet



Jeg har været en uge på Testrup Højskole på litteraturseminaret Tag og læs, og det var som altid fantastisk.

De første tre billeder er fra downtown Århus, resten fra Testrup og omegn. Billede nummer fire er af Mårslet Kirke.

lørdag den 31. december 2011

Godt nytår


Frans Michael Franzén: Champagnevinet, 1804.
Ved midnat vil jeg skåle i champagne og springe ind i det nye år fra en stol i det hus, hvor H.C. Andersen bævende af eksamensskræk tog sin afsluttende studentereksamen i matematik i 1828. Det hus, hvor Henrich Steffens en novemberdag i 1802 for en pakket sal indledte den forelæsningsrække, som bragte romantikken til Danmark (selv samme Steffens, der tidligere det år under en natlig samtale havde inspireret den unge Adam Oehlenschläger så vildt, at han gik direkte hjem og skrev Guldhornene, men det er en anden historie). Grundtvig var der, Drejers Klub var der, alle var der. Mon vi ville have været der? "Vi hænger alle sammen med det oprindelige, evige som med en rod, af hvilken vi er potenzer. Ethvert barn er et hemmeligt ciffer, en spire for egen individuel ånd", sagde Steffens i sin niende forelæsning, eller måske han nærmere råbte det, ekstatisk. Sådan forestiller jeg mig det. I nat er det os, der er der, og vi skal danse under deres portrætter, og vi skal skåle i de susende perler. Og det føles som det helt rigtige sted at være. 
Godt nytår!
Franzéns samlede digte på runeberg.org Martin Zerlang om Elers' Kollegium på kulturarv.dk / om Steffens' forelæsninger på adl.dk

tirsdag den 27. december 2011

Og det skete i de dage


Og det skete i de dage, at jeg fik en ustyrlig lyst til at mikse mig selv en gin-tonic, smække stængerne op i sofaen og endnu engang drømme mig væk fra støvregnen i København til Bridgets altid sneklædte London. Langt væk, til det sted hvor ord som barrister, spinster og turkey-curry buffet er en del af det daglige ordforråd, dér hvor vodka, fejlslagne kalorietællinger og enorme bomuldstrusser er hverdag, og selvfølgelig dér hvor han gemmer sig, ham der holder af Bridget just as she is.
Glædelig jul!

mandag den 26. december 2011

Top 3

over årets absolutte julefavoritter.

Anywhere With You
Hymns From Nineveh, 2011
Mimrekort til alle zoner med Gud eller den eneste ene som tro følgesvend (vælg selv). Jeg kunne lytte til den på repeat fra nu og til nytår, hvis det skulle være, for den er simpelthen så fin.


Julen har bragt velsignet bud

B.S. Ingemann, 1839 / mel. C.E.F. Weyse, 1841
Et løfte om englevinger til alle. Dét kan jeg bare ikke stå for. Om salmen på kb.dk / Tekst i den danske salmebog


All I Want For Christmas

Mariah Carey, 1994
Yndlings. Hvert år. Altid. (Man er vel ikke vokset op i 90'erne for ingenting).

tirsdag den 13. december 2011

søndag den 11. december 2011

El Guincho: Bombay

Man må godt danse til sommerhits på en adventsdag, især når videoen er så fin som den her.