Søstermodernisme

- og en ny digital kvindelitteraturhistorie.

Edith Södergran med kat

Det er kvindernes internationale kampdag i dag, det er den 8. marts, og jeg burde egentlig gøre noget. Vifte lidt med en fane eller træde ind i en bestyrelse. Bore et hul i en væg eller trække i et par bukser. Men nu har jeg jo taget den kjole på (dén der glimter), og jeg har lige lavet kaffe (nes), og jeg sidder ærlig talt lige så godt (udsigt: kolonihavevintergækker i potte, hjemmestrikkede sokker in the making og et tomt word-dokument med en snigende mandagsdeadline). Med Medinas ord: Jeg har det godt. Så jeg tror nu, jeg lader faner være faner og boremaskiner være boremaskiner. Jeg tror, jeg vil nøjes med at gøre de ting, jeg ellers ville have gjort på en torsdag eftermiddag. De ting, der gør mig glad, ja, de ting, der gør mig til en stærk og selvbevidst kvinde (ha! som i det her afsnit af Friends, hvor Chandler får queeret sit rygestop med et selvhjælpsbånd). Meget kliché, men meget rigtigt.

Ude på Amager er IKK festivalen allerede i fuld gang, og der vil jeg tage ud, når jeg engang får løsrevet mig fra skærmen; det kan vist godt tage sin tid, for Kvinfos nye digitale udgave af Nordisk Kvindelitteraturhistorie, som lige er blevet lanceret i dag, har vist sig at være noget af en tricktyv, når det kommer til tid. Man kan blandt andet læse om dengang romanlæsning ansås for skadeligt for kvinder, fordi det gav dem et fjernt og drømmende blik i øjnene og fik dem til at forsømme de huslige pligter - tak skæbne! Man kan læse om Edith Södergran, og ved du hvad, jeg elsker Edith Södergran, så det har jeg gjort. Og hold fast, for her til slut kommer den tuberkuløse frøkens digt om den moderne jomfru:

Vierge moderne

Jag är ingen kvinna. Jag är ett neutrum.

Jag är ett barn, en page och ett djärvt beslut, 

jag är en skrattande strimma av en scharlakanssol... Jag är ett nät för alla glupska fiskar, jag är en skål för alla kvinnors ära, jag är ett steg mot slumpen och fördärvet, jag är ett språng i friheten och självet... Jag är blodets viskning i mannens öra, jag är en själens frossa, köttets längtan och förvägran, jag är en ingångsskylt till nya paradis. Jag är en flamma, sökande och käck, jag är ett vatten, djupt men dristigt upp till knäna, jag är eld och vatten i ärligt sammanhang på fria villkor...

Edith Södergran i Dikter, 1916.

(om Edith Södergran på nordicwomensliterature.net her).

Det var det. Glædelig 8. marts, folkens!

En by der er blød som en krop

Niels Hemmingsens GadeBrobergsgade
[tak til Inger Christensen for titelinspiration]

Une femme est une femme - Jean-Luc Godard, 1961.

Og det skete i de dage

Og det skete i de dage, at jeg fik en ustyrlig lyst til at mikse mig selv en gin-tonic, smække stængerne op i sofaen og endnu engang drømme mig væk fra støvregnen i København til Bridgets altid sneklædte London. Langt væk, til det sted hvor ord som barrister, spinster og turkey-curry buffet er en del af det daglige ordforråd, dér hvor vodka, fejlslagne kalorietællinger og enorme bomuldstrusser er hverdag, og selvfølgelig dér hvor han gemmer sig, ham der holder af Bridget just as she is.

Glædelig jul!

Har du talt med din veninde i dag?

En sang og en coverversion.

En mørk lagerhal. Robyn iført Buffalo-støvler, pelstrøje og gamascher. 3:32 minutters nonstop dans optaget i et one-take. Jeg elsker Robyn.

Og se nu her

Et køkken. Tre cremefraichebøtter og tre piger fra Uppsala, deroppe hvor sommernætterne er lyse, og pigerne ligeså. 2 minutter og 24 sekunder. Det er virkelig hemskt fint!

Robyn: 'Call Your Girlfriend' fra: Body Talk pt. 3

Coverversion af Ebba Lovisa, Petra Brohäll og Amanda Wikström fra koret Erato.

21. dag - 23. sept.

Vera winkelvir. Der er nogen der har opfundet hende. Det er også okay. Så længe hun er alene om det. Det kunne sagtens være værre. Hvis der f.eks. var flere af hendes slags. Så ville hun begynde at blive bange for sig selv. Hun ville tro at hun var en del af en bevægelse. Og at den var verdensomspændende og umulig at styre.


Kirsten Hammann: Vera Winkelvir, 1993.

'If you dipped your legs in liquid chiffon...'

Miss Grace har et hemmeligt våben

Via Hjørdis

Who Put the Men in Menstruation?

The Menstruation Story, Walt Disney 1946

Barndommens gade, 1986 [spol til 8:15].

(flere mere eller mindre pædagogiske forsøg på oplysning her og her)

What would happen if men could menstruate and women could not? Clearly, menstruation would become an enviable, boast-worthy, masculine event: Men would brag about how long and how much. Young boys would talk about it as the envied beginning of manhood Generals, right-wing politicians, and religious fundamentalists would cite 'mens-truat...ion' as proof that only men could serve God and country in combat. If men could menstruate, the power justifications would go on and on. If we let them.

- Gloria Steinem: 'If Men could Menstruate', in Outrageous Acts and Everyday Rebellions (1983).

[TAK for tippet, Anna!]

What Katie did

Brontë Sisters Power Dolls

The Brontë Sisters: "We are women!" [removing their super-disguise mustasches]

Evil publisher: "What?! No one wants to read books by girls! Get-out-a-here!"

Charlotte: "Take this you sexist pig! I wrote Jane Eyre"

Emily: "...I wrote Wuthering Heights"

Anne: "...and I wrote Agnes Grey, GRRRR!"

Legitimerbar overspringshandling #1:

Når lektielæsningen står på feministisk litteraturkritik i det 20. århundrede, er det vel helt okay at foretage en smule supplerende internetresearch, er det ikke? Simone de Beauvoir for eksempel nævner jo selv Brontë-søstrene som eksempler på kvinder, der trods et kønsmæssigt handicap formår at placere sig i litteraturhistorien (fyldestgørende bevis herunder!). Det er desværre en fake reklame, et par amerikanske nørder har lavet til et historieprojekt, men gid de dukker fandtes i virkeligheden. Jeg ville personligt ret gerne overvære en nærkamp mellem den fyldepensbevæbnede Female Victorian Novelist-actionfigur Emily og en hårbørstebevæbnet Hollywood Hair-barbie. Jeg er i hvert fald ikke et sekund i tvivl om, hvem jeg ville heppe på.

Nå, hold fast, her kommer mit fagligt funderede forsøg på en overspringslegitimering - Simone de Beauvoir, mine damer og herrer:

Det er først og fremmest denne snusfornuftige beskedenhed, der hidtil har sat grænser for kvindens talent [...] For det første er der naturligvis mange, der simpelt hen accepterer samfundet, som det er; [...] med udsøgte adjektiver skildrer de en såkaldt "forfinet" kulturs raffinementer; [...] de gennemspiller hele registret i den mystifikation, der skal få kvinderne til at "blive ved med at være kvinder": gamle huse, parker og køkkenhaver, maleriske bedstemødre, kåde børn, storvask, syltning, familiefesterne, den store aftenkjole, selskaber og baller, ulykkelige men eksemplariske hustruer, troskabens og opofrelsens skønhed, den ægteskabelige kærligheds små sorger og store glæder, ungdommens drømme og den modne alders resignation. Engelske, franske, amerikanske, kanadiske og skandinaviske romanforfatterinder har udnyttet disse emner til sidste dråbe; de har vundet penge og berømmelse på det, men de har afgjort ikke beriget vor verdensopfattelse. Langt interessantere er de oprørske forfatterinder, der har sat dette uretfærdige samfund under anklage; en protestlitteratur kan frembringe oprigtige og magtfulde værker; f.eks. gav George Eliots oprørskhed hende et på en gang minutiøst og dramatisk syn på det viktorianske England. Men som Virginia Woolf bemærker, måtte Jane Austen, søsterene Brontë og George Eliot bruge så meget af deres energi negativt, på at gøre sig fri af ydre tvang, at de når lidt forpustet frem til det stade, hvorfra de mandlige forfattere af stort format starter; de har ikke kræfter nok til at udnytte deres sejr og kappe alle fortøjninger; f.eks. finder man ikke en Stendhals ironi og utvungenhed hos dem, så lidt som hans uforstyrrelige oprigtighed. De har heller ikke en Dostojevskis eller Tolstojs rige erfaring; derfor kommer den udmærkede Middlemarch ikke på højde med Krig og fred, og Stormfulde højder har trods sit format ikke samme vingefang som Brødrene Karamazov.

Simone de Beauvoir i Det andet køn, 1949.

Der kan I selv se, Youtube-overspring kan være et vældig givtigt supplement til pensum. Stormfulde højder er forresten stadig en af mine yndlingsbøger, men jeg har selvfølgelig heller ikke læst Brødrene Karamazov, burde jeg det? Måske jeg burde, men faktum er, at jeg ikke rigtig bryder mig om ordet 'burde', så jeg tror egentlig, jeg lader være lidt endnu, for bunken af bøger på mit natbord er ved at udvikle sig til et mindre tårn. Knausgårds monsterværk, Lone Aburas' nyeste med (mange) flere ligger stadig næsten uåbnede, mens jeg forbereder mig på så småt at gå igang med den næste roman på unis nok så dikterende, men helt okay og ganske rare pensumliste: Kirsten Thorups Baby.

God solskinslørdag til jer alle! Jeg vil nyde den gennem mit vindue.

[REKLAME: Jeg faldt over videoen på Bokmerker.org - en gruppe norske litteraturstuderendes virkelig fine bogblog; i sidste uge ledte Google mig frem til et indlæg om Victor Sklovskij og alle mine russiske formalismefrustrationer blev straks manet til jorden.]

Cat'n'roll

[Hvad er der egentlig med kvinder og katte?]

Jeg håber, Best Coast tager lidt amerikansk vestkystsolskin med sig, når hun besøger Loppen med sin skramlede guitarlyd den 22. maj... Uanset hvad bliver det spændende at se den californiske kattekvinde live.

Katte

Catroulette, Celebrities and their cats, kærlighedsbarometer: Hvor godt passer du og din kat sammen? (!!!).

Cool chicks

The Tiny og Chimes and Bells: Toner fra seje chicks til min opgaveskrivning.

The Tiny. Huset i Magstræde den 26. februar 2010 kl. 20

Chimes and Bells. Varmer op for Beach House på Loppen samme dato, den 26. februar 2010. EP'en Into Pieces of Wood kan klart anbefales.

'jeg-spiser-spaghetti-direkte-fra-gryden-and-I-don't-care'

Aino Kannisto (*1973, Finland):

Untitled (Green Room), 2004, og Untitled (White Apron), 1999.

Brygger kaffe og hiver Aino Kannistos Staged Photographs op af flyttekassen!

Hendes selvportrætter ligner stillbilleder fra film på en god Roy Andersson møder Cindy Shermans Film Stills-agtig måde. Men Ligesom Cindy Shermans er Aino Kannistos billeder ikke selvportrætter i traditionel forstand (åhhh, se hvordan mit indre blotter sig uden filter for dig, wow!). De er mere en række fiktive portrætter, hvor hun selv spiller en rolle, der afbilder en ny kvindelig identitet i en ny situation fra billede til billede: lige fra 'jeg-svømmer-en-idyllisk-men-lidt-uhyggelig-tur-i-en-finsk-elv' til 'jeg-spiser-spaghetti-direkte-fra-gryden-and-I-don't-care'. Og uden at det bliver politisk femi-agtigt på den åbenlyse femi-irriterende måde. Smukt smukt.

The Lady in the Tutti Frutti Hat

Carmen Miranda

Brasilianske sambarytmer og karikeret tropicana i 40'ernes Hollywood.

Old school sommerlyd, når det er bedst!

Carmen Miranda på imdb.com