Dads are the Original Hipsters

"Your dad was into American Apparel before you and he has the monochromatic pimp get ups to prove it. He was an all balls, no helmet kind of man that knew what full commitment looked like, and it looked god damn turbo hard. Bathed head to toe in the freshest royal Pantone swatches, he was known for fist slapping anyone who had the stones to step up and called him lavender. He was the King of single color outfit and he wore your mom like a crown.

So hipsters, next time you’re listening to Sleigh Bells in the dressing room while trying to look indifferent in the mirror, remember this…

If millions of hipsters shop at the same store, doesn’t that make the store mainstream?"

Dads are the Original Hipsters = one hell of a blog!

Ikke fin som i højt til hest, men fin som i god

Det er egentlig noget mærkeligt noget med blogs. Man skriver for alle og så alligevel for ingen, og det er aldrig rigtig til at vide, om nogen overhovedet læser det, man skriver. Og bedst som jeg går og tror, at jeg nok ville kunne slippe af sted med at skrive hvad som helst, får jeg et tip om, at der bliver linket til mig derude på det store net:

Så kære Martin Glaz Serup. Jeg er meget smigret over, at du synes, min blog er god (læg mærke til, hvordan jeg vælger helt at overse dit faretruende udbrud, du ved, dét der starter med 'Å'). Især tanken om at du har været så tidligt ude af fjerene for at finde den, gør mig glad. 8.00 AM! Du må jo være en sand morgenfugl. Eller har du mon drukket rødvin (månedens kunstnervin?) og været vågen helt til den lyse morgen? Hvem ved! Jeg er i hvert fald glad for at vide, at jeg måske alligevel ikke altid sender mine ordstrømme lige lukt ud i intethedens store tomme rum.

God weekend, alle sammen!

Kornkammer: Åh nej, en fin litteraturblog

Brontë Sisters Power Dolls

The Brontë Sisters: "We are women!" [removing their super-disguise mustasches]

Evil publisher: "What?! No one wants to read books by girls! Get-out-a-here!"

Charlotte: "Take this you sexist pig! I wrote Jane Eyre"

Emily: "...I wrote Wuthering Heights"

Anne: "...and I wrote Agnes Grey, GRRRR!"

Legitimerbar overspringshandling #1:

Når lektielæsningen står på feministisk litteraturkritik i det 20. århundrede, er det vel helt okay at foretage en smule supplerende internetresearch, er det ikke? Simone de Beauvoir for eksempel nævner jo selv Brontë-søstrene som eksempler på kvinder, der trods et kønsmæssigt handicap formår at placere sig i litteraturhistorien (fyldestgørende bevis herunder!). Det er desværre en fake reklame, et par amerikanske nørder har lavet til et historieprojekt, men gid de dukker fandtes i virkeligheden. Jeg ville personligt ret gerne overvære en nærkamp mellem den fyldepensbevæbnede Female Victorian Novelist-actionfigur Emily og en hårbørstebevæbnet Hollywood Hair-barbie. Jeg er i hvert fald ikke et sekund i tvivl om, hvem jeg ville heppe på.

Nå, hold fast, her kommer mit fagligt funderede forsøg på en overspringslegitimering - Simone de Beauvoir, mine damer og herrer:

Det er først og fremmest denne snusfornuftige beskedenhed, der hidtil har sat grænser for kvindens talent [...] For det første er der naturligvis mange, der simpelt hen accepterer samfundet, som det er; [...] med udsøgte adjektiver skildrer de en såkaldt "forfinet" kulturs raffinementer; [...] de gennemspiller hele registret i den mystifikation, der skal få kvinderne til at "blive ved med at være kvinder": gamle huse, parker og køkkenhaver, maleriske bedstemødre, kåde børn, storvask, syltning, familiefesterne, den store aftenkjole, selskaber og baller, ulykkelige men eksemplariske hustruer, troskabens og opofrelsens skønhed, den ægteskabelige kærligheds små sorger og store glæder, ungdommens drømme og den modne alders resignation. Engelske, franske, amerikanske, kanadiske og skandinaviske romanforfatterinder har udnyttet disse emner til sidste dråbe; de har vundet penge og berømmelse på det, men de har afgjort ikke beriget vor verdensopfattelse. Langt interessantere er de oprørske forfatterinder, der har sat dette uretfærdige samfund under anklage; en protestlitteratur kan frembringe oprigtige og magtfulde værker; f.eks. gav George Eliots oprørskhed hende et på en gang minutiøst og dramatisk syn på det viktorianske England. Men som Virginia Woolf bemærker, måtte Jane Austen, søsterene Brontë og George Eliot bruge så meget af deres energi negativt, på at gøre sig fri af ydre tvang, at de når lidt forpustet frem til det stade, hvorfra de mandlige forfattere af stort format starter; de har ikke kræfter nok til at udnytte deres sejr og kappe alle fortøjninger; f.eks. finder man ikke en Stendhals ironi og utvungenhed hos dem, så lidt som hans uforstyrrelige oprigtighed. De har heller ikke en Dostojevskis eller Tolstojs rige erfaring; derfor kommer den udmærkede Middlemarch ikke på højde med Krig og fred, og Stormfulde højder har trods sit format ikke samme vingefang som Brødrene Karamazov.

Simone de Beauvoir i Det andet køn, 1949.

Der kan I selv se, Youtube-overspring kan være et vældig givtigt supplement til pensum. Stormfulde højder er forresten stadig en af mine yndlingsbøger, men jeg har selvfølgelig heller ikke læst Brødrene Karamazov, burde jeg det? Måske jeg burde, men faktum er, at jeg ikke rigtig bryder mig om ordet 'burde', så jeg tror egentlig, jeg lader være lidt endnu, for bunken af bøger på mit natbord er ved at udvikle sig til et mindre tårn. Knausgårds monsterværk, Lone Aburas' nyeste med (mange) flere ligger stadig næsten uåbnede, mens jeg forbereder mig på så småt at gå igang med den næste roman på unis nok så dikterende, men helt okay og ganske rare pensumliste: Kirsten Thorups Baby.

God solskinslørdag til jer alle! Jeg vil nyde den gennem mit vindue.

[REKLAME: Jeg faldt over videoen på Bokmerker.org - en gruppe norske litteraturstuderendes virkelig fine bogblog; i sidste uge ledte Google mig frem til et indlæg om Victor Sklovskij og alle mine russiske formalismefrustrationer blev straks manet til jorden.]

An Incomplete Dictionary of Show Birds

Jeg har opdaget, at Dagbladet Informations netavis har en fotoblog, som er ret fantastisk. For et par uger siden faldt jeg tilfældigvis over et indlæg med billedserien Romance Tourism af Sofie Amalie Klougart (om hvide, vestlige kvinder, der rejser til Kenya for at købe sig til sex og samvær med fattige, unge sorte mænd), og siden da har mine flygtige Informer-nyhedsfix udviklet sig til længerevarende og anderledes inspirerende affærer. På den måde opdagede jeg i dag den britiske fotograf Luke Stephensons billedserie An Incomplete Dictionary of Show Birds. Mit indtryk er, at ornitologer som regel er mere naturmennesker end de lige frem er kunstnere, så på en eller anden måde er der noget ret vildt over de her stiliserede fugleportrætter, der er betydeligt mere æstetiske i deres udtryk end de sædvanlige "musvåge-cirkulerer-over-hede-med-bytte-i-munden"-fotografier, man så tit ser...

Eller også er Stephensons billeder bare pæne i farverne. Jeg kan ikke helt finde ud af det (og jeg tænker, at det er lidt det samme med ham Walton Ford, der lokker én på Louisiana i disse dage).

Og for lige at bevæge mig ud af en helt anden tangent: Sofie Amalie Klougart er i øvrigt søster til Josefine, der sammen med Harald Voetmann er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i år. Josefine for sin debutroman Stigninger og fald, og Voetmann for romanen Vågen, hvis groteskt fantaserende fortælling (om Plinius den Ældres forsøg på at beskrive ALT i verden i sit værk Naturalis Historia) gjorde min sommerhuspåskeferie 2010 en tak mere fantastisk.

[I mørket er det ikke til at bedømme, hvor højt der er til loftet. Plinius har følelsen af, at det hæver og sænker sig over ham i takt med hans eget besværede åndedræt. Han ligger fladt på ryggen, med en pude under nakken. Hænderne hviler på hver side af ham. Når det gælder bivoks, skal man gå efter den guleste, den, som dufter mest af honning, siger han. Verden bliver presset pinefuldt og pivende ud af den fede hals i mørket. Den sidste stavelse i hver sætning trækkes ud og afrundes formfuldent, mens den langsomt forvandles til et støn. Nu løfter Plinius sin venstre hånd og holder den ind mod væggen, som er kølig og glat og ikke bevæger sig det mindste.]

Ud over at være nomineret til den store nordiske pris for sin debut har Josefine lige skrevet en ny roman, Hallerne, der udkommer sidst på måneden (jeg hørte hende læse op af den til en kritikersalon med Tue Andersen Nexø og Elisabeth Friis på Tag og læs! på Testrup Højskole i sidste uge, det lovede godt). Nå, jeg er syg, må ha' hostesaft og ind og strikke videre på mit halstørklæde.

Happy Monday! [klik evt her for oplagt mandagssang]

Litteratur & Likør blogger

Hold på hat og briller, for mit hjertensbarn Litteratur & Likør har nemlig fået en blog! Yes, du hørte rigtigt. Man kan allerede få sig et saftigt gensyn med James Joyces breve til sin elskede Nora og som en lille bonus et skønt billede af to rigtig fine venner... Hold øje med den og bered dig på masser af lummerlitterære links, unødvendig bogtrivia, højstemte oder, sidste nyt fra bøgernes verden... og selvfølgelig opslag om kommende studiekredse i fremtiden.

Her er den: http://litteraturoglikoer.blogspot.com/

- og man kan selvfølgelig stadig finde Litteratur & Likør på Facebook her.

Fuck you very much, ja tak!

We are prepared.

We love Tyrol.

fuck you very much

fuck you is the new thank you

Jeg skulle egentlig læse en bog, men så kom jeg lige til at klikke ind på en blog, som så snedigt linkede mig videre til en anden blog, og pludselig var jeg havnet på en helt tredje blog, og klokken var pludselig blevet mange. Men se lige engang, hvad jeg fandt: fuckyouverymuch.dk - En visuel dagbog med billeder ledsaget af simple statements anført af et 'We...', for eksempel 'We like variation' eller 'We empty the mini bar'. Det er virkelig fint lavet. Og måske den dér bog kan vente til i morgen... We dig Fuck you very much!