Søstermodernisme

- og en ny digital kvindelitteraturhistorie.

Edith Södergran med kat

Det er kvindernes internationale kampdag i dag, det er den 8. marts, og jeg burde egentlig gøre noget. Vifte lidt med en fane eller træde ind i en bestyrelse. Bore et hul i en væg eller trække i et par bukser. Men nu har jeg jo taget den kjole på (dén der glimter), og jeg har lige lavet kaffe (nes), og jeg sidder ærlig talt lige så godt (udsigt: kolonihavevintergækker i potte, hjemmestrikkede sokker in the making og et tomt word-dokument med en snigende mandagsdeadline). Med Medinas ord: Jeg har det godt. Så jeg tror nu, jeg lader faner være faner og boremaskiner være boremaskiner. Jeg tror, jeg vil nøjes med at gøre de ting, jeg ellers ville have gjort på en torsdag eftermiddag. De ting, der gør mig glad, ja, de ting, der gør mig til en stærk og selvbevidst kvinde (ha! som i det her afsnit af Friends, hvor Chandler får queeret sit rygestop med et selvhjælpsbånd). Meget kliché, men meget rigtigt.

Ude på Amager er IKK festivalen allerede i fuld gang, og der vil jeg tage ud, når jeg engang får løsrevet mig fra skærmen; det kan vist godt tage sin tid, for Kvinfos nye digitale udgave af Nordisk Kvindelitteraturhistorie, som lige er blevet lanceret i dag, har vist sig at være noget af en tricktyv, når det kommer til tid. Man kan blandt andet læse om dengang romanlæsning ansås for skadeligt for kvinder, fordi det gav dem et fjernt og drømmende blik i øjnene og fik dem til at forsømme de huslige pligter - tak skæbne! Man kan læse om Edith Södergran, og ved du hvad, jeg elsker Edith Södergran, så det har jeg gjort. Og hold fast, for her til slut kommer den tuberkuløse frøkens digt om den moderne jomfru:

Vierge moderne

Jag är ingen kvinna. Jag är ett neutrum.

Jag är ett barn, en page och ett djärvt beslut, 

jag är en skrattande strimma av en scharlakanssol... Jag är ett nät för alla glupska fiskar, jag är en skål för alla kvinnors ära, jag är ett steg mot slumpen och fördärvet, jag är ett språng i friheten och självet... Jag är blodets viskning i mannens öra, jag är en själens frossa, köttets längtan och förvägran, jag är en ingångsskylt till nya paradis. Jag är en flamma, sökande och käck, jag är ett vatten, djupt men dristigt upp till knäna, jag är eld och vatten i ärligt sammanhang på fria villkor...

Edith Södergran i Dikter, 1916.

(om Edith Södergran på nordicwomensliterature.net her).

Det var det. Glædelig 8. marts, folkens!

Godt nytår

Frans Michael Franzén: Champagnevinet, 1804.

Ved midnat vil jeg skåle i champagne og springe ind i det nye år fra en stol i det hus, hvor H.C. Andersen bævende af eksamensskræk tog sin afsluttende studentereksamen i matematik i 1828. Det hus, hvor Henrich Steffens en novemberdag i 1802 for en pakket sal indledte den forelæsningsrække, som bragte romantikken til Danmark (selv samme Steffens, der tidligere det år under en natlig samtale havde inspireret den unge Adam Oehlenschläger så vildt, at han gik direkte hjem og skrev Guldhornene, men det er en anden historie). Grundtvig var der, Drejers Klub var der, alle var der. Mon vi ville have været der? "Vi hænger alle sammen med det oprindelige, evige som med en rod, af hvilken vi er potenzer. Ethvert barn er et hemmeligt ciffer, en spire for egen individuel ånd", sagde Steffens i sin niende forelæsning, eller måske han nærmere råbte det, ekstatisk. Sådan forestiller jeg mig det. I nat er det os, der er der, og vi skal danse under deres portrætter, og vi skal skåle i de susende perler. Og det føles som det helt rigtige sted at være. 

Godt nytår!

Franzéns samlede digte på runeberg.org / Martin Zerlang om Elers' Kollegium på kulturarv.dk / om Steffens' forelæsninger på adl.dk

Stik Nord

http://stiknord.tumblr.com/


Denne uges favorittidsfordriv: Stik Nord - en fin ny blog om nordisk æstetik.


(og nu jeg har jer, vil jeg lige anbefale den her)

Sjá þessa litlu eyju

Björk: 'Jóga', Homogenic 1997. Tekst: Sjón og Björk

Video: Michel Gondry

"Sjá þessa litlu eyju / þessa stóru einmana eyju / þar sem enginn hleypur / berfættur / um svarta sanda á haustin / sjá þessa þrjósku voga / og vogu∂u þorp / þar sem fólki∂ vakir / bátarnir farast / og kunnuglega masturshúna rekur á land."

Sigurbjörg þrastardóttir: 'Atlantshaf I', i: Hnattflug, 2000.

"when I started preparing for Homogenic, it was very obviously supposed to be a love album to Iceland nature. I’d learned enough about studios and beats to make modern Icelandic pop music. It isn’t Icelandic music trying to be English or American. I was doing a lot of experimenting with beats trying to make them sound volcanic. With this song, I really had a sort of National Anthem in mind. Not the National Anthem but certain classic Icelandic songs - very romantic, very proud. All the puffin stories are rubbish, though."

Björk om 'Jóga' i Record Collector, 2002.

An Incomplete Dictionary of Show Birds

Jeg har opdaget, at Dagbladet Informations netavis har en fotoblog, som er ret fantastisk. For et par uger siden faldt jeg tilfældigvis over et indlæg med billedserien Romance Tourism af Sofie Amalie Klougart (om hvide, vestlige kvinder, der rejser til Kenya for at købe sig til sex og samvær med fattige, unge sorte mænd), og siden da har mine flygtige Informer-nyhedsfix udviklet sig til længerevarende og anderledes inspirerende affærer. På den måde opdagede jeg i dag den britiske fotograf Luke Stephensons billedserie An Incomplete Dictionary of Show Birds. Mit indtryk er, at ornitologer som regel er mere naturmennesker end de lige frem er kunstnere, så på en eller anden måde er der noget ret vildt over de her stiliserede fugleportrætter, der er betydeligt mere æstetiske i deres udtryk end de sædvanlige "musvåge-cirkulerer-over-hede-med-bytte-i-munden"-fotografier, man så tit ser...

Eller også er Stephensons billeder bare pæne i farverne. Jeg kan ikke helt finde ud af det (og jeg tænker, at det er lidt det samme med ham Walton Ford, der lokker én på Louisiana i disse dage).

Og for lige at bevæge mig ud af en helt anden tangent: Sofie Amalie Klougart er i øvrigt søster til Josefine, der sammen med Harald Voetmann er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i år. Josefine for sin debutroman Stigninger og fald, og Voetmann for romanen Vågen, hvis groteskt fantaserende fortælling (om Plinius den Ældres forsøg på at beskrive ALT i verden i sit værk Naturalis Historia) gjorde min sommerhuspåskeferie 2010 en tak mere fantastisk.

[I mørket er det ikke til at bedømme, hvor højt der er til loftet. Plinius har følelsen af, at det hæver og sænker sig over ham i takt med hans eget besværede åndedræt. Han ligger fladt på ryggen, med en pude under nakken. Hænderne hviler på hver side af ham. Når det gælder bivoks, skal man gå efter den guleste, den, som dufter mest af honning, siger han. Verden bliver presset pinefuldt og pivende ud af den fede hals i mørket. Den sidste stavelse i hver sætning trækkes ud og afrundes formfuldent, mens den langsomt forvandles til et støn. Nu løfter Plinius sin venstre hånd og holder den ind mod væggen, som er kølig og glat og ikke bevæger sig det mindste.]

Ud over at være nomineret til den store nordiske pris for sin debut har Josefine lige skrevet en ny roman, Hallerne, der udkommer sidst på måneden (jeg hørte hende læse op af den til en kritikersalon med Tue Andersen Nexø og Elisabeth Friis på Tag og læs! på Testrup Højskole i sidste uge, det lovede godt). Nå, jeg er syg, må ha' hostesaft og ind og strikke videre på mit halstørklæde.

Happy Monday! [klik evt her for oplagt mandagssang]