The Brontë Sisters: "We are women!" [removing their super-disguise mustasches]
Evil publisher: "What?! No one wants to read books by girls! Get-out-a-here!"
Charlotte: "Take this you sexist pig! I wrote Jane Eyre"
Emily: "...I wrote Wuthering Heights"
Anne: "...and I wrote Agnes Grey, GRRRR!"Legitimerbar overspringshandling #1:
Når lektielæsningen står på feministisk litteraturkritik i det 20. århundrede, er det vel helt okay at foretage en smule supplerende internetresearch, er det ikke? Simone de Beauvoir for eksempel nævner jo selv Brontë-søstrene som eksempler på kvinder, der trods et kønsmæssigt handicap formår at placere sig i litteraturhistorien (fyldestgørende bevis herunder!). Det er desværre en fake reklame, et par amerikanske nørder har lavet til et historieprojekt, men gid de dukker fandtes i virkeligheden. Jeg ville personligt ret gerne overvære en nærkamp mellem den fyldepensbevæbnede Female Victorian Novelist-actionfigur Emily og en hårbørstebevæbnet Hollywood Hair-barbie. Jeg er i hvert fald ikke et sekund i tvivl om, hvem jeg ville heppe på.
Nå, hold fast, her kommer mit fagligt funderede forsøg på en overspringslegitimering - Simone de Beauvoir, mine damer og herrer:
Det er først og fremmest denne snusfornuftige beskedenhed, der hidtil har sat grænser for kvindens talent [...] For det første er der naturligvis mange, der simpelt hen accepterer samfundet, som det er; [...] med udsøgte adjektiver skildrer de en såkaldt "forfinet" kulturs raffinementer; [...] de gennemspiller hele registret i den mystifikation, der skal få kvinderne til at "blive ved med at være kvinder": gamle huse, parker og køkkenhaver, maleriske bedstemødre, kåde børn, storvask, syltning, familiefesterne, den store aftenkjole, selskaber og baller, ulykkelige men eksemplariske hustruer, troskabens og opofrelsens skønhed, den ægteskabelige kærligheds små sorger og store glæder, ungdommens drømme og den modne alders resignation. Engelske, franske, amerikanske, kanadiske og skandinaviske romanforfatterinder har udnyttet disse emner til sidste dråbe; de har vundet penge og berømmelse på det, men de har afgjort ikke beriget vor verdensopfattelse. Langt interessantere er de oprørske forfatterinder, der har sat dette uretfærdige samfund under anklage; en protestlitteratur kan frembringe oprigtige og magtfulde værker; f.eks. gav George Eliots oprørskhed hende et på en gang minutiøst og dramatisk syn på det viktorianske England. Men som Virginia Woolf bemærker, måtte Jane Austen, søsterene Brontë og George Eliot bruge så meget af deres energi negativt, på at gøre sig fri af ydre tvang, at de når lidt forpustet frem til det stade, hvorfra de mandlige forfattere af stort format starter; de har ikke kræfter nok til at udnytte deres sejr og kappe alle fortøjninger; f.eks. finder man ikke en Stendhals ironi og utvungenhed hos dem, så lidt som hans uforstyrrelige oprigtighed. De har heller ikke en Dostojevskis eller Tolstojs rige erfaring; derfor kommer den udmærkede Middlemarch ikke på højde med Krig og fred, og Stormfulde højder har trods sit format ikke samme vingefang som Brødrene Karamazov.
Simone de Beauvoir i Det andet køn, 1949.
Der kan I selv se, Youtube-overspring kan være et vældig givtigt supplement til pensum. Stormfulde højder er forresten stadig en af mine yndlingsbøger, men jeg har selvfølgelig heller ikke læst Brødrene Karamazov, burde jeg det? Måske jeg burde, men faktum er, at jeg ikke rigtig bryder mig om ordet 'burde', så jeg tror egentlig, jeg lader være lidt endnu, for bunken af bøger på mit natbord er ved at udvikle sig til et mindre tårn. Knausgårds monsterværk, Lone Aburas' nyeste med (mange) flere ligger stadig næsten uåbnede, mens jeg forbereder mig på så småt at gå igang med den næste roman på unis nok så dikterende, men helt okay og ganske rare pensumliste: Kirsten Thorups Baby.
God solskinslørdag til jer alle! Jeg vil nyde den gennem mit vindue.
[REKLAME: Jeg faldt over videoen på Bokmerker.org - en gruppe norske litteraturstuderendes virkelig fine bogblog; i sidste uge ledte Google mig frem til et indlæg om Victor Sklovskij og alle mine russiske formalismefrustrationer blev straks manet til jorden.]
