Det er virkelig Thomsensk, det her. Jeg kan ikke lige forklare hvorfor (hvilket jeg som flittig litteraturstuderende nok burde), det er bare en feeling (mit foretrukne svar, når de analytiske skills svigter); en maggiterning af Thomsenheder: Lidt selvironisk, metalyrisk kækhed (den midaldrende af slagsen, vel at mærke) og en god sjat nostalgi toppet med et drys af lommelivsfilosofisk visdom. Smukt. Den hedder Rystet spejl - eller Ristet snegl, som Lars Bukdahl har døbt den på sin blog (*litterat-fnis*). Jeg glæder mig også til at læse Lars Frosts nye fremtidsfemikrimi Skønvirke, om 'en politikvinde, morderen, hun jager, og deres familier'. Jeg tror, jeg kommer i forårshumør, så snart jeg får fingre i dem, og de ligger øverst i bogstakken på mit natbord.
