Søstermodernisme

- og en ny digital kvindelitteraturhistorie.

Edith Södergran med kat

Det er kvindernes internationale kampdag i dag, det er den 8. marts, og jeg burde egentlig gøre noget. Vifte lidt med en fane eller træde ind i en bestyrelse. Bore et hul i en væg eller trække i et par bukser. Men nu har jeg jo taget den kjole på (dén der glimter), og jeg har lige lavet kaffe (nes), og jeg sidder ærlig talt lige så godt (udsigt: kolonihavevintergækker i potte, hjemmestrikkede sokker in the making og et tomt word-dokument med en snigende mandagsdeadline). Med Medinas ord: Jeg har det godt. Så jeg tror nu, jeg lader faner være faner og boremaskiner være boremaskiner. Jeg tror, jeg vil nøjes med at gøre de ting, jeg ellers ville have gjort på en torsdag eftermiddag. De ting, der gør mig glad, ja, de ting, der gør mig til en stærk og selvbevidst kvinde (ha! som i det her afsnit af Friends, hvor Chandler får queeret sit rygestop med et selvhjælpsbånd). Meget kliché, men meget rigtigt.

Ude på Amager er IKK festivalen allerede i fuld gang, og der vil jeg tage ud, når jeg engang får løsrevet mig fra skærmen; det kan vist godt tage sin tid, for Kvinfos nye digitale udgave af Nordisk Kvindelitteraturhistorie, som lige er blevet lanceret i dag, har vist sig at være noget af en tricktyv, når det kommer til tid. Man kan blandt andet læse om dengang romanlæsning ansås for skadeligt for kvinder, fordi det gav dem et fjernt og drømmende blik i øjnene og fik dem til at forsømme de huslige pligter - tak skæbne! Man kan læse om Edith Södergran, og ved du hvad, jeg elsker Edith Södergran, så det har jeg gjort. Og hold fast, for her til slut kommer den tuberkuløse frøkens digt om den moderne jomfru:

Vierge moderne

Jag är ingen kvinna. Jag är ett neutrum.

Jag är ett barn, en page och ett djärvt beslut, 

jag är en skrattande strimma av en scharlakanssol... Jag är ett nät för alla glupska fiskar, jag är en skål för alla kvinnors ära, jag är ett steg mot slumpen och fördärvet, jag är ett språng i friheten och självet... Jag är blodets viskning i mannens öra, jag är en själens frossa, köttets längtan och förvägran, jag är en ingångsskylt till nya paradis. Jag är en flamma, sökande och käck, jag är ett vatten, djupt men dristigt upp till knäna, jag är eld och vatten i ärligt sammanhang på fria villkor...

Edith Södergran i Dikter, 1916.

(om Edith Södergran på nordicwomensliterature.net her).

Det var det. Glædelig 8. marts, folkens!